25. august 2026

|

Pressemeddelelse

100.000 kroner til fællesskaber for unge med psykiske udfordringer

Flere unge kæmper med depression, bipolar lidelse og angst – og behovet for lettilgængelig støtte er stigende. Derfor modtager DepressionsForeningen nu 100.000 kroner fra LB Foreningen til at styrke deres fysiske fællesskaber for unge i København og Region Hovedstaden.

100.000 kroner til fællesskaber for unge med psykiske udfordringer
Af: LB Foreningen | Foto: LB Foreningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Midlerne går til at udvikle tilbuddet i den sociale Café Blom, hvor unge mellem 18 og 30 år kan mødes, bryde isolation og få konkrete redskaber til at håndtere deres psykiske udfordringer i et trygt, uformelt fællesskab – uden ventetid og uden krav om henvisning.

Ifølge Sundhedsdatastyrelsen er brugen af antidepressiv medicin blandt unge steget markant, og det mærkes tydeligt hos DepressionsForeningen, hvor flere unge end nogensinde søger støtte.

Vi oplever et stigende pres fra unge, der har brug for et sted at gå hen her og nu – ikke om tre eller seks måneder. Med støtten kan vi udvide vores aktiviteter og nå endnu flere unge, før deres situation forværres. Det kan gøre en afgørende forskel i en sårbar fase af livet, siger Louise Holm Abildgaard, projektmedarbejder i DepressionsForeningen.

I Café Blom tilbydes blandt andet gruppeforløb, faglige oplæg og sociale aktiviteter som fællesspisning, kreative værksteder og bevægelse. Fælles for aktiviteterne er, at de er drevet af frivillige med egne erfaringer med psykisk sygdom, hvilket skaber genkendelse og tryghed blandt deltagerne.

Donation gør det muligt at udvide både åbningstider, aktivitetsniveau og rækkevidde. Målet er at øge antallet af unge besøgende med 50 procent – fra 600 til 900 årlige besøg.

Vigtig opgave

Hos LB Foreningen ser man en vigtig opgave i at støtte fællesskaber, der kan forebygge mistrivsel og styrke unges livskvalitet.

Alt for mange unge står alene med svære tanker og følelser. Derfor er det afgørende, at der findes trygge fællesskaber, hvor de kan møde forståelse og blive hjulpet videre. DepressionsForeningens indsats er et stærkt eksempel på, hvordan man kan gøre en konkret forskel for unge i Region Hovedstaden, siger Lone Billehøj, lokal repræsentant og medlem af uddelingsrådet for LB Foreningen.

Med støtten vil DepressionsForeningen blandt andet udbrede kendskabet til tilbuddet, udvikle nye aktiviteter og rekruttere flere frivillige. Ambitionen er at sikre, at flere unge får adgang til et fællesskab – og en vej videre – når behovet opstår.

Sammen med pengene modtager DepressionsForeningen også et unikt værk af kunstneren Line Jensen, nummereret og signeret af kunstneren selv.

OM DEPRESSIONSFORENINGEN

DepressionsForeningen er en landsdækkende patientforening for mennesker med depression eller bipolar lidelse og deres pårørende. Vi blevet stiftet af fire læger i 1998 og har i dag over 1.700 medlemmer, men arbejder for de hundredtusinder af danskere, der lever med sygdommene tæt inde på livet.

Foreningen drives af omtrent 300 frivillige, et sekretariat beliggende i København og en frivillig bestyrelse sammensat af mennesker med faglig indsigt, egne erfaringer, politisk netværk og kendskab til frivillighed og organisationsdrift. Gennem rådgivning, selvhjælpsgrupper, sociale caféer, foredrag og andre fællesskaber tilbyder vi viden, støtte og kontakt med mennesker, der forstår. Samtidig arbejder vi politisk for bedre forebyggelse, behandling og støtte.

OM LB FORENINGEN

LB Foreningen står bag LB Forsikring – Danmarks største medlemsejede forsikringsfællesskab på privatmarkedet med over 470.000 medlemmer fordelt i Lærerstandens Brandforsikring, Bauta Forsikring og Runa Forsikring. Hvert år støtter vi velgørende fællesskaber over hele landet med 20 mio. kr.

OM LB FORENINGEN I REGION HOVEDSTADEN

LB Foreningen i Region Hovedstaden repræsenteres af 22 delegerede, der er valgt blandt de ca. 180.000 medlemmer i regionen. De repræsenterer medlemmer i Runa Forsikring, Bauta Forsikring og Lærerstandens Brandforsikring. LB Foreningen i Region Hovedstaden uddeler hvert år en mio. kroner til en række forskellige formål i regionen. Se mere på lbforeningen.dk

Nøgleord
Børn & ungeSundhed
Event Information