25. september 2025

|

Pressemeddelelse

10 deltagere kæmper til DM i Kæmpegræskar i Tivoli i år

Lørdag den 4. oktober kl. 11.30 afholdes DM i Kæmpegræskar for 18. gang i Tivoli.

10 deltagere kæmper til DM i Kæmpegræskar i Tivoli i år
Af: Tivoli | Foto: Tivoli

Del :

FacebookTwitterLinkedIn
Til DM i Kæmpegræskar i Tivoli jagtes både den danske og nordiske rekord, som blev sat i 2024 af en debutant med et græskar på 1.115,8 kilo. Årets vækstsæson med masser af varme, regn og kolde nætter har været gunstig, så chancen for en ny rekord er til stede. Det kan nu afsløres, hvem der stiller op til dette års DM i Kæmpegræskar. Det bliver bl.a. sidste års mester, der slog den nordiske rekord. Der er også debutanter, og så bliver der også en familiedyst mellem far og datter, om hvem af dem der får den bedste placering til DM.
Nye og kendte deltagere 
Sidste års vinder, Peter Holst Olsen fra Næstved, som deltog for allerførste gang og løb med sejren samt satte dansk og nordisk rekord er med igen. Han vandt, som nogen vil huske, med et græskar svarende til vægten på en fuldvoksen bisonokse. Derudover er der tidligere deltagere samt fire debutanter: Emil Clausen, Charlotte Louise Thomsen, Line Bech Hald og Steven Lambert. Indehaveren af den danske og nordiske rekord i græskar, Peter Holst Olsen fra Næstved siger: (Det er hans deltagende græskar på fotoet herunder, hvor han står bag det)
Det var en rigtig fed oplevelse at være med for første gang sidste år, og en stor fornøjelse at møde de andre deltagere og vise vores hårde arbejde frem til publikum. I år har jeg indført en række markante ændringer for at optimere yderligere. Desværre har det gjort indkøringen mod optimale klimaforhold en del sværere end jeg havde regnet med. Til gengæld har jeg fået en stor mængde brugbare data ud af både denne og sidste sæson, som jeg har dybdeanalyseret i månedsvis. Vi kan derfor nu tegne et ret præcist billede af, hvad der klimamæssigt skal til for at skabe optimal vækst. Det har jeg desværre ikke været ret god til at tie stille med, så jeg håber ikke konkurrenterne har lyttet alt for godt efter. Forhåbentligt kan jeg få noget fornuftigt frem til målstregen i år. Jeg håber, at evnerne en dag rækker lige så langt som ambitionerne – så kan det risikere at blive vildt!
Græskar hejses på pga. af de stigende kilo med kran i år
De seneste års markante udvikling i størrelsen og vægten på de deltagende græskar har gjort det nødvendigt nu at hejse nogle græskar med kran hen til vægten. Vægtløftere fra Roskilde Atlet Klub står dog igen i år klar til at løfte de fleste græskar. Som noget nyt indføres en bonus, hvis en græskardeltager forbedrer den nuværende Danmarksrekord på 1.115,8 kg - så fordobles pengepræmien til 15.000 kr. i stedet for de nuværende 7500 kr. Styrkeløfterne har trænet flittigt, og formanden for Roskilde Atlet Klub, Jeffrey Evon, fortæller:
Den 4. oktober er Roskilde Atlet Klub klar til årets store Græskarløft! Sidste år løftede vi en nordisk rekord, og i år har vi trænet fælles løft og samarbejde for at kunne tage kampen op med de kæmpestore græskar. Det bliver en dag fyldt med rå kraft, holdånd og tunge løft!

Galleri

Event Information