Når Plant Food Festival slår dørene op den første weekend i november, bliver Savværket i Aarhus endnu en gang fyldt med plantebaserede smagsoplevelser, nye produkter og inspiration til det grønne køkken.
Det er anden gang nogensinde, at Plant Food Festival bevæger sig ud af de velkendte rammer i Øksnehallen i København og tager vestpå over Storebælt for at vise, hvad den aarhusianske plantebaserede scene har at byde på.
Med mere end 1.000 afsatte billetter glæder opbakningen Emil Kleis Boll, der er messeansvarlig og erhvervsmedarbejder i Dansk Vegetarisk Forening:
Vi er enormt glade for den opbakning, vi allerede inden messen mærker i Aarhus. De udsolgte stande og de mange afsatte billetter fortæller os, at der er stor interesse for at se, hvad de plantebaserede producenter har at byde på. Vi glæder os til at byde nye gæster såvel som gengangere velkommen i Savværket siger han
Lokal forankring og nye udstillere
Årets messe har et særligt fokus på det lokale. Derfor kommer alle madboderne fra Aarhus, så når sulten melder sig, kan gæsterne blandt andet sætte tænderne i falafelruller, saftige burgere med sprøde østershatte og varme gryderetter som chili sin carne og red curry.
Fra scenen sætter Mad på Farten Awards plantebaseret takeaway fra Aarhus og omegn i fokus.
Festivalen byder også nye udstillere velkommen. Gæsterne kan blandt andet møde Matr og svenske Nothing Fishy, der for første gang er med i Aarhus. De kommer dog ikke alene, for med dem er en lang række producenter og virksomheder, der er klar til at vise deres produkter frem og give gæsterne smagsprøver.
Foruden de mange madoplevelser byder festivalen også på workshops, oplæg og debatter fra scenen, hvor gæsterne kan blive klogere på den plantebaserede madscene.
Nyhed: Tag på grøn food walk
I år inviterer Plant Food Festival medlemmer af Dansk Vegetarisk Forening på food walks med forskellige temaer blandt udstillerne. Her kan eksisterende og kommende medlemmer følge særlige ruter og lade sig inspirere undervejs.
På Bælgfrugtsruten kan gæsterne for eksempel møde producenter, der arbejder med bønner, linser og ærter, og få inspiration til, hvordan de forskellige bælgfrugter kan bruges derhjemme.
På en anden rute, der hedder Grøn dag fra morgen til aften, guides gæsterne gennem dagens måltider med fokus på det plantebaserede.
Vi vil gerne gøre det nemt at finde inspiration, som man faktisk kan bruge derhjemme. Med vores nye Food Walks kan gæsterne gå på opdagelse efter deres egne interesser og få konkrete idéer med hjem. Og man behøver bestemt ikke spise plantebaseret i forvejen for at få noget ud af festivalen siger Emil Kleis Boll
Gratis adgang for alle
Plant Food Festival henvender sig både til dem, der allerede spiser en del plantebaseret mad, og dem, der er nysgerrige på det grønne køkken. Festivalen er endnu en gang gratis for alle besøgende, men det er nødvendigt at booke billet på forhånd.
Festivalen arrangeres af Dansk Vegetarisk Forening i samarbejde med Plantebranchen og Økologisk Landsforening. Plant Food Festival er støttet af Fonden for Plantebaserede Fødevarer og Spis Bedre.
