Nederdelene skulle gå ned over knæene, ingen bukser til kvinderne, og mødte man på arbejde i en krøllet skjorte, blev man sendt hjem.
Det er blandt andet nogle af fortidsminderne, de gamle uniformer kan fremkalde, når man dykker ned i Spies’ gamle uniformsafdeling. I anledning af, at det i denne uge er 70 år siden, Spies indrykkede sin første annonce, ser vi tilbage på 70 år i branchen med alt, hvad det indebærer. I denne artikel ser vi tilbage på mange årtier med egen uniformsafdeling.
En afdeling, der har været lukket i 19 år, men hvor der i dens levetid altid var travlt. Dengang havde Spies omkring 300 guider og rigtig meget salgspersonale ude på Spies’ danske salgskontorer – og alle bar uniformer.
Afdelingen bestod af to medarbejdere, og den lå på Nyropsgade, nede i kælderen ved det, der i dag er kendt som Bremen.
Der var intet dagslys. Vi havde nogle kæmpe dampanlæg og dampede mange uniformer hver dag. Det var vigtigt for os, at uniformerne stod helt skarpt, fortæller 69-årige Elin Andersen, der også selv skulle bære uniform, skønt hun ikke havde kontakt med Spies gæster.
Fra blazerjakke til cardigan
Hun arbejdede i uniformsafdelingen i 12 år, indtil den i 2007 lukkede. I dag er hun stadig ansat i Spies på 31. år. Siden arbejdet med uniformerne har hun tilsluttet sig kundeservice på Spies’ kontor i Ørestaden.
Elin fra Nordjylland forelskede sig i en københavner, og da hun i avisen kort efter læste, at de søgte en medarbejder til uniformsafdelingen med lokation i København, tog hun springet. Hun er uddannet håndarbejdslærer og har undervist på aftenskolen i syning, så matchet lå lige for.
Dengang var uniformerne jo mere 」fine」, end de er i dag. Kvinderne bar alle nederdele, alle var iført nystrøgede skjorter og blazersæt med knapper i messing. I dag har guiderne mere løst tøj på i form af T-shirts og cardigans, fortæller Elin.
Protokollen var ikke glad for guiden i Gambia
I min tid syede vi ikke selv uniformerne. Vi fik dem syet i Odense af firmaet Olino, og så tilpassede vi selv uniformerne. Herrebukserne var f.eks. det, som vi kalder for 」rå i længden」, så de skulle altid tilpasses den enkelte guides højde, fortæller Elin.
Når guiderne mellem hver sæson vendte hjem til Danmark, aflagde de uniformsafdelingen et besøg for at få justeret deres garderobe. Resten af tiden i afdelingen gik med at sende uniformer ned til de guider, der havde mistet deres eller på anden måde brug for supplerende dele.
Vi holdt styr på alt i vores protokoller, og jeg husker bl.a., at der var en guide i Gambia, som konstant mistede sin uniform. Ham havde vi et større arbejde med hele tiden at sende nye uniformer ned til, griner Elin, der også i samme ombæring fortæller, at der var stor forskel på, hvor godt de ansatte passede på deres tøj.
Uniformer sendt afsted med egne fly
Det var næsten et fuldtidsjob i sig selv alene dét at pakke og sende uniformer afsted til sælgere og guider:
Jeg husker det som om, vi brugte hele dagen på at pakke, og så sendte vi det afsted med det, der dengang hed co mail, som betød, at vi kunne laste uniformerne på vores egne fly, så vi ikke behøvede at bruge postafdelingen, fortæller Elin.
Selvom du i dag forbinder Spies med den solvarme, orange farve, var rejsearrangørens farve en anden dengang. Alle uniformerne blev derfor syet i mørkelilla, og før det bordeauxrødt.
Selvom jeg har haft så meget med den farve at gøre, bliver jeg aldrig træt af den. At stå hernede i Spies' kælder og have uniformerne i hænderne igen, gør mig bare glad helt ned i maven. Jeg har jo haft så meget at gøre med dem, fortæller Elin med et stort smil, da hun graver i kasserne med de gamle uniformer.
Den ene sæson, hvor skitøjet blev syet i samme stof som sommertøjet
Det lilla stof blev også i 1987 brugt til skiguidernes skitøj. Det var en mindre god idé. For stoffet var det samme som sommerguidernes, men man havde blot imprægneret det. Det isolerede dog ikke nok, så skiguiderne frøs det år. Sæsonen efter blev skitøjet derfor leveret af en anden, ekstern leverandør.
Der gjaldt forskellige regler for din uniform, alt efter hvilken guide du var. Ungdomsguidernes tøj måtte f.eks. gerne sidde mere løst. Og så var der nogle destinationer, hvor uniformerne skulle være finere end på andre:
Udflugtsguidernes tøj måtte gerne sidde lidt løsere, fordi de tilbragte meget tid ude i sol og varme. Det gav god mening, fortæller Elin og fortsætter:
Men guiderne på Madeira skulle bære skjorte og blazer som en fast del af deres uniform. De var dermed mere formelt klædt end f.eks. guiderne på Gran Canaria, og jeg kan simpelthen ikke huske, hvorfor det var sådan. Sådan var det bare. Tiden var anderledes, og nogle hjemmelavede regler kunne dengang nemmere få lov til at blive håndhævet, fortæller Elin.
| Spies fylder 70 år |
|
I 2026 fylder Spies 70 år. Det markerer vi ved at åbne feriealbummet og fortælle historier om, hvordan danskernes ferie har forandret sig gennem syv årtier – fra de første chartereventyr til den måde, vi rejser på i dag. Om destinationerne, flyrejsen, maden, menneskene, vanerne og alle de minder, vi har taget med hjem. Meget har ændret sig siden 1956, men ønsket om den gode ferie består. I 70 år har Spies sendt danskerne af sted på ferier, de ikke vil hjem fra. |
