Skip to main content
9. marts 2023

48-årig mand og 47-årig kvinde dømt for forsøg på hvidvask

En 48-årig mand er idømt 1 år og 9 måneders fængsel for forsøg på hvidvask, mens en 47-årig kvinde blev idømt et års fængsel i samme sag.

Af: Isabella Ravn | Foto:

PRESSEMEDDELELSE FRA KØBENHAVNS POLITI

En 48-årig mand er idømt 1 år og 9 måneders fængsel for forsøg på hvidvask for over to millioner kroner, mens en 47-årig kvinde blev idømt et års fængsel i samme sag.

Københavns Byret har i dag afsagt endnu en dom i en række sager om forsøg på hvidvask, hvor svenske statsborgere har forsøgt at fragte store pengebeløb ud af landet via Københavns Lufthavn uden at angive pengene til Toldstyrelsen.

En 48-årig mand og en 47-årig kvinde er dømt for forsøg på hvidvask af over to millioner kroner i forskellige valutaformer. De to ankom med tog fra Sverige og havde flybillet til Istanbul i Tyrkiet, da de blev anholdt i lufthavnen i slutningen af september 2022.

Den 48-årige mand blev desuden udvist for bestandigt, mens den 47-årige kvinde fik et indrejseforbud i 12 år. Pengene blev konfiskeret.