03. november 2026

|

Pressemeddelelse

24-årig kvinde dømt for at svindle ældre borgere

En 24-årig kvinde er blevet idømt 10 måneders ubetinget fængsel for i en periode fra oktober 2024 til maj 2025 at have medvirket til at franarre borgere et større kontantbeløb.

24-årig kvinde dømt for at svindle ældre borgere
Af: Københavns Politi | Foto: Pexels

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Den 24-årige kvinde blev dømt for at have medvirket til, at adskillige borgere blev udsat for omfattende kontaktbedragerier for i alt 260.000 kr.

Kvinden ringede op til borgerne og udgav sig for at være fra politiet, hvorefter hun sammen med medgerningsmænd fortalte dem, at deres betalingskort var i fare for at blive misbrugt.

Store konsekvenser

Der er ikke nogen tvivl om, at den 24-årige kvinde på groveste vis har været med til at manipulere borgere og derved medvirket til at franarre dem store summer af penge. Den her type af sager om økonomisk svindel har vidtrækkende konsekvenser for de mennesker, der udsættes for det, og derfor er jeg også tilfreds med dommens udfald i dag, siger anklager Eva Dal Jørgensen.

Efter borgerne over telefonen var blevet narret til at tro, at deres betalingskort var ved at blive misbrugt, blev de efterfølgende opsøgt på deres bopæl af medgerningspersoner, der også udgav sig for at være fra politiet og derfor skulle afhente borgernes betalingskort.

Efterfølgende hævede medgerningspersonerne større kontantbeløb fra borgernes konti. Svindlen fandt sted i Københavnsområdet.

I samme sag er flere personer allerede dømt. Blandt andet blev en 57-årig kvinde i januar idømt en ubetinget fængselsstraf på 4,5 år for sin rolle. En 21-årig kvinde har modtaget en dom på 2 år og 8 måneders ubetinget fængsel, ligesom der er rejst tiltale mod en række yderligere personer, der har deltaget i bedragerierne.

Nøgleord
Politi
Event Information