For 14. år i træk kan gæsterne opleve det uhyggelige optog, der er blevet en del af Halloween i Tivoli. Bag de skræmmende masker og kostumer gemmer sig deltagere, som har brugt utallige timer på at skabe deres monstre og gøre klar til at give Tivolis gæster et gys.
Når optoget er slut, er der mulighed for at støde på de udklædte skabninger i forlystelserne og ude i den halloweenpyntede forlystelseshave. Senere på aftenen fortsætter de mange monstre sammen i tre af Tivolis forlystelser. Først kan Tivolis gæster opleve dem i Rutschebanen kl. 19.00 til 19.30, derefter Galejen kl. 20.30 til 21.00 og til sidst Mælkevejen kl. 21.30 til 22.00.
Kløer, hugtænder og smil på læben
Der er lagt op til både gys og grin, når de mange monstre bevæger sig gennem Tivoli. Kløer, hugtænder og isnende øjenkontakt hører med til oplevelsen, men selv de mest skræmmende skikkelser har også et smil på læben. Derfor kan modige børnefamilier også være med, selvom gæster med sarte nerver bør være forberedt på mødet med de mange uhyrer.
Lasse Elmer, medarrangør af Monsters Night Out og repræsentant fra Copenhagen Zombie Crawl, siger:
Det er nu det 14. år, hvor vi afholder Monsters Night Out, og jeg er altid imponeret over vores deltageres fantasi, kreativitet og evner, når jeg ser deres kostumer. Vi har plads til både dem med en købt maske og til dem, som bruger hele året på at udvikle deres kostumer. Vi er begejstrede for, at vi kan holde Monsters Night Out i den flotteste forlystelseshave, for Tivoli er det perfekte sted at udleve sin indre gyserfilm.
Monsters Night Out arrangeres af Copenhagen Zombie Crawl i delvist samarbejde med Tivoli. Optoget er inkluderet i entréen.
Kort om Halloween i Tivoli
Tivoli har behov for hele tiden at udvikle sig. En milepæl kom i 2006, da Tivoli slog dørene op til den første Halloween-sæson, som varede 10 dage. Siden blev sæsonen udvidet til to uger, og sidste år blev perioden forsøgt forlænget med yderligere en uge, så Halloween i dag strækker sig over fem uger. Det første år besøgte 250.000 gæster Halloween i Tivoli. I 2025 nåede besøgstallet knap 570.000 gæster, og gennem de seneste 20 år har mere end 8 millioner gæster besøgt Halloween i Tivoli.
Halloween i Tivoli tager afsæt i en amerikansk tradition, men er fortolket i en dansk kontekst. Det har aldrig været ambitionen at overføre den amerikanske tradition direkte til danske forhold. I stedet lader Tivoli sig inspirere af både Halloween og de nordiske høsttraditioner. Derfor anvendes ægte græskar i originale scenografier og tableauer frem for mere kunstige løsninger. I 2025 blev Halloween i Tivoli udvidet med en uge, så sæsonen kan opleves i knap fem uger.
Tal om Halloween
22.000 græskar er placeret rundt i haveanlægget.
10.000 græsser, stauder, krydderurter, frugtbuske, træer m.m. er brugt til at skabe scenografien
225 m2 tage er blevet beplantede med blomster i efterårsfarver.
43.000 besøgte Villa Vendetta og Det Hjemsøgte under Rutschebanen under Halloween.
8 millioner gæster har siden åbningen af Halloween i Tivoli i 2006 været forbi.
91 procent af gæsterne angav sidste år, at de var tilfredse eller meget tilfredse med deres Halloween-oplevelse i forlystelseshaven.
Praktisk information om Halloween i Tivoli 2026
-
oktober til og med den 1. november 2026
Åbningstider: søndag – torsdag kl. 11:00-22:00 / Fredag – lørdag kl. 11:00-23:00
