Skip to main content
14. november 2025

15.643 borgere i København Kommune har dødelig lungesygdom uden at vide det – er du en af dem?

Det anslås at op mod en kvart million danskere går rundt med lungesygdommen KOL uden at vide det. Du kan nemt og hurtigt blive testet og finde ud af, om du er en af dem på Lungedag den 19. november – helt gratis. For det er vigtigt at reagere i tide. Se hvor du kan blive testet for KOL i Københavns Kommune.

Af: Lungeforeningen | Foto: Canva
PRESSEMEDDELELSE

Det anslås at op mod en kvart million danskere har lungesygdommen KOL uden at vide det, og det er et stort problem, da det er altafgørende for det videre sygdomsforløb at man opdager sygdommen så tidligt som muligt.

I Københavns Kommune er der ifølge den seneste opgørelse 10.350 mennesker med KOL. Men det vurderes, at der er endnu flere, der har sygdommen. Således viser lungeforeningens beregninger, at der statistisk set er 15.643 personer, der burde være i behandling, men ikke er kommet det endnu, fordi de ikke har fået diagnosen.

KOL er den enkeltsygdom flest dør af i Danmark, og der er aldrig registreret flere dødsfald fra sygdommen end nu – i gennemsnit mister 10 danskere hver dag livet til KOL. Men sådan behøver det ikke at være, og en af de mest effektive metoder mod at undgå alvorlige følger af sygdommen er at opdage den tidligt.

Der er desværre alt for mange, der ikke reagerer i tide. KOL er en alvorlig sygdom, og den går ikke væk af sig selv. Men opdager man den tidligt – før lungerne tager for meget skade – kan man gøre rigtig meget for at få flere og bedre leveår, siger Ann Leistiko.

Det er de færreste der kender til de mest almindelige symptomer på KOL, og det er en skam, for jo tidligere sygdommen findes, jo bedre et liv kan du leve med din sygdom. Derfor er det vigtigt, at du reagerer på tegnene på lungesygdom. Det er der desværre mange, der ikke gør på trods af, at testen er meget nem, hurtig og skånsom.

De tre tegn på KOL:

Åndenød: Du bliver let forpustet, når du anstrenger dig, går på trapper eller klarer små gøremål i hjemmet.
Hvæsende vejrtrækning: Det piber, når du trækker vejret.
Hoste og opspyt: Du hoster ofte og spytter slim op.

En undersøgelse Lungeforeningen har fået gennemført viser, at 2 ud af 3 af de danskere, der har symptomer på lungesygdomme, ikke reagerer på dem. De går ikke til lægen og undskylder symptomer med, at de er blevet ældre eller er kommet i dårlig form. Det skyldes givetvis, måden KOL udvikler sig på. Det sker nemlig gradvist over mange år. Det sker langsomt, så man skal allerhelst reagere mens symptomerne er i det små. Og altså inden det bliver rigtig alvorligt.

Symptomerne er, at du lettere bliver forpustet eller får langvarig hoste, at du får en mere pibende eller hvæsende vejrtrækning, eller får gentagne lungeinfektioner fx lungebetændelse.

Få dine lunger testet i København

Lungeforeningen opfordrer alle i København og det omkringliggende område til at deltage i Lungedagen. I København kan du onsdag den 19. november få tjekket din lungefunktion på følgende lokationer:

Center for Lungesygdomme, Randersgade 60, 4. sal, 2100 København Ø, kl. 10-15.
Sundhedsfeltet i Tingbjerg, Virkefeltet 17, 2. Sal, 2700 Brønshøj, kl. 14-17.

“Hvis jeg ikke var gået til lægen, havde jeg nok ikke været her i dag.” Ligesom alt for mange andre danskere ignorerede Brian Christensen symptomerne på KOL i årevis. Han nåede et punkt, hvor han dårligt kunne trække vejret. Han kontaktede sin læge og røg på hospitalet med ambulance. “Det var så slemt, at jeg faktisk så dobbelt og havde svært ved at få luft. Det er svært at tænke tilbage på. Jeg gik i panik. For du dør sgu af det,” fortæller han. Foto: Lungeforeningen / Joachim Rode