09. november 2026

|

Pressemeddelelse

13,8 millioner kroner til frivillige projekter i København

Socialudvalget i Københavns Kommune uddeler hvert år støtte til frivillige sociale indsatser. Et enigt socialudvalg har nu besluttet at fordele i alt 13,8 millioner kroner i 2027 mellem 196 forskellige frivillige projekter.

13,8 millioner kroner til frivillige projekter i København
Af: Københavns Kommune Socialforvaltningen | Foto: Socialforvaltningen

Del :

FacebookTwitterLinkedIn

Københavns mange frivillige kræfter er et uundværligt supplement til kommunens forskellige sociale indsatser, og derfor bakker Københavns Kommune igen i år op om civilsamfundets værdifulde arbejde.

De såkaldte § 18-midler uddeles til frivilligt socialt arbejde, hvor pengene går til indsatser og aktiviteter, der hjælper borgere med særlige sociale behov. Som noget nyt har udvalget besluttet et kriterium om, at en forening maksimalt kan modtage 1 million kroner på tværs af foreningens ansøgninger til forskellige projekter.

De mange projekter gavner en bred vifte af københavnere fra udsatte og hjemløse til unge med psykiske udfordringer og børnefamilier ramt af fattigdom.

Socialborgmester Karina Vestergård Madsen (EL) siger:

Hver eneste dag gør tusindvis af frivillige rundt omkring i København en kæmpe forskel for mennesker, der lever svære liv. Deres engagement er en gave til København, og jeg har stor respekt for deres indsats. Vi ved alle, at frivilligt arbejde ikke er gratis, og derfor har vi i Socialudvalget prioriteret at støtte nogle af de mange frivillige projekter, der skaber fællesskaber og hjælper dem, som har det allersværest i vores by. Det er især vigtigt i en tid, hvor vi kan se, at uligheden vokser, og flere og flere er ramt af fattigdom. Det skal vi kæmpe imod, og det ved jeg, at de mange frivillige kræfter er klar til.

Udvalgsmedlem Mads Mikkel Dragholt (SF) siger:

SF og jeg er virkelig glad for, at vi igen har givet penge til mange vigtige sociale indsatser. Særligt er vi glade for, at der er kommet et stærkt fokus på mennesker i hjemløshed. Vi har haft mulighed for at støtte værestedet Gang i Gaden, der er med til at give en gruppe mennesker i udsathed et trygt og varmt sted at komme hen, når de har allermest brug for det. Derudover har vi øget bevillingen til organisationen Social Sundhed, der hjælper sårbare borgere i deres møde med sundhedssystemet. Det er bare nogle af de mange projekter, som vi er glade for, at der er fundet penge til, da vi ved, de har stor indflydelse på nogle af de mennesker, der har størst brug for det.

Udvalgsmedlem Ulla Krag (S) siger:

§ 18-midlerne skal gå til Københavns mest udsatte borgere. Borgere, der er berørt af hjemløshed, misbrug, prostitution og social kontrol, samt udsatte børn og unge, borgere med psykiske lidelser og borgere med handicap. Socialdemokratiet har haft fokus på, at netop disse grupper tildeles § 18-midler. Det gælder borgere, som har et reelt behov for en hånd i ryggen, en styrket indsats og medmenneskelighed – hvor indsatsen kan øge deres livskvalitet. En stor tak til Københavns frivillige kræfter og civilsamfundsorganisationer for at være et uundværligt supplement til kommunens egne sociale indsatser.

Udvalgsmedlem Niels Peder Ravn (C) siger:

I Det Konservative Folkeparti er vi utroligt glade for prioriteringen af årets paragraf 18-midler. Udvalget har i den grad målrettet pengene til organisationer, som arbejder samvittighedsfuldt med Københavns mest udsatte medmennesker. Det skarpe fokus på hjemløshed, mennesker med funktionsnedsættelse og de socialt mest udsatte er helt i overensstemmelse med formålet. Præcis sådan skal det være!

Udvalgsmedlem Jakob Skyggebjerg (RV) siger:

Vi er i Radikale Venstre glade for, at vi nu kan lave endnu en uddeling. Vi håber, at det bliver brugt godt.

Udvalgsmedlem Joanne Bywater (LA) siger:

I Liberal Alliance mener vi, at § 18-midlerne bør gå til de foreninger, der dagligt tager sig af Københavns mest udsatte som for eksempel hjemløse, unge psykisk sårbare og voldsudsatte kvinder. Liberal Alliances fokus har derfor været at afsætte midler til netop disse grupper. Vi er glade for, at blandt andet WeShelter/Fonden Missionen Blandt Hjemløse, Reden, Reden International og SAND i 2027 kan få midler til deres gode projekter. I Liberal Alliance ser vi dog gerne, at § 18-puljen fremadrettet kun går til de mest udsatte borgere, og ikke som nu også til integrationsprojekter, der kan få midler fra Beskæftigelses-, Integrations- og Erhvervsudvalget.」

Blandt modtagerne er foreningen “Settlementet” på Vesterbro, som blandt andet modtager en bevilling på 200.000 kroner til et projekt, der skal videreudvikle og styrke den frivillige indsats og tilbyde meningsfulde aktiviteter for brugerne af værestedet “Gang i Gaden”.

Også foreningen “Café Exit” modtager støtte. Café Exit arbejder for at hjælpe indsatte og løsladte med at skabe et liv uden kriminalitet. Projektet får en toårig-bevilling på 275.000 kroner pr. år i 2027 og 2028 til støtteindsatser og motiverende fællesskaber, der skal hjælpe målgruppen med at opbygge en ny tilværelse.

Det samme gælder Røde Kors Hovedstaden, der modtager 60.000 kroner til den ambulante sygeplejeklinik på Omsorgscenter Eirsgaard. Her kan hjemløse få gratis og fleksibel sundhedsfaglig rådgivning- og behandling i trygge rammer.

Den samlede pulje til nye uddelinger i 2027 er på i alt 13,8 millioner kroner. Der er derudover reserveret cirka 5,6 millioner kroner til tidligere års længerevarende bevillinger og 1,2 millioner kroner til kommunal finansiering af tre frivilligcentre rundt omkring i byen.

Læs mere om støtte til frivilligt socialt arbejde og § 18-midler

Se den fulde liste over støttede projekter i 2027

Nøgleord
Foreninger & frivillighedKommunePolitik
Event Information